Kasketskift på Aarhus Teater: Direktør bliver formand
Teaterdirektør Henning Kærsgaard er udpeget som ny formand for Aarhus Teater. Tidligere rådmand Laura Hay er ligeledes udpeget
Når Henning Kærsgaard forlader direktørstolen på Aarhus Teater efter otte år, er det ikke et farvel til de skrå brædder.
Han er netop udpeget som ny formand for Aarhus Teater. Han afløser den tidligere TV2-chef Peter Parbo.
Da Henning Kærsgaards afløser på direktørposten, Allan Aagaard, først tiltræder den 1. februar, har Henning Kærsgaard begge kasketter på hovedet resten af måneden.
Det er kulturminister Mette Bock (LA), der har udpeget Henning Kærsgaard.
Hun har også udpeget Laura Hay, tidligere rådmand og Venstre-leder i Aarhus, som nyt medlem af bestyrelsen.
Læs også
Statens Kunstfond har udpeget to medlemmer - Janicke Branth, tidligere rektor for Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater, samt teaterchef Jakob Højgård fra Teater Nordkraft.
Aarhus Kommune har udpeget kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) til bestyrelsen, mens teatrets medarbejdere har valgt make up-artist Kira Stochholm Exe.
Bestyrelsen er valgt for en periode på fire år.