Karsten Ree overvejer flyselskab
Milliardæren og den tidligere ejer af Den Blå Avis Karsten Ree er ved at samle kredsen af tidligere Sterling topfolk efter flyselskabets konkurs i sidste uge.
Ree stiftede i søndags et nyt selskab Luftfartsselskabet af 2. november 2008 - og nu har han samlet flere personer fra den tidligere Sterlingledelse i selskabet. Det skriver Dr.dk
Karsten Ree har sat både Sterlings kommercielle direktør Michael T. Hansen og chefen for operationelle aktiviteter Christian Gormsen ind i direktionen sammen med sig selv.
Om det er Sterlings konkursbo, den tidligere aviskonge har set sig lun på, vil Frank Ludvigsen - bestyrelsesmedlem i det nye selskab - hverken be- eller afkræfte:
- Jeg ved ikke så meget om detaljerne. Jeg kan bare sige, at der ikke er foretaget nogen beslutning endnu om at putte noget ind i selskabet, siger Frank Ludvigsen til Ritzau.
Kuratorerne i Sterlings konkursbo sidder netop nu og ser på indkomne bud på aktiver i det lukkede flyselskab. Tidsfristen for at afgive bud udløb natten til tirsdag. Og Frank Ludvigsen siger, at han ikke ved, om Karsten Ree har lagt billet ind på Sterling.
- Ikke hvad jeg er klar over. Du er nødt til at prøve at se, hvad resten af dagen bringer, siger bestyrelsesmedlemmet, der tidligere var direktør for Den Blå Avis.
Ree selv er meget fåmælt omkring sit nye projekt, men til Se & Hør siger han:
- Det har muligvis noget at gøre med at flyve med passagerer.
Karsten Ree solgte for nyligt Den Blå Avis til internetauktionssiden eBay. Det indkasserede han 2,1 milliard kroner for.