Karin Mortensen til Århus
Landsholdsmålmanden Karin Mortensen spiller fra næste sæson for Håndboldklubben SK Aarhus.
31. mar 2006, kl. 15:28
Mere end 30 dage gammel
SK Aarhus har længe været på jagt efter en stjernespiller, der kan løfte holdet. I dag kunne klubben afsløre, at den nye spiller i klubben bliver ingen ringere end landsholdsmålmand Karin Mortensen.
Karin Mortensen, der i øjeblikket trækkes med en skade i ryggen, skifter til de århusianske ligaoprykkere fra næste sæson. Den 28-årige målvogter bor i forvejen i Århus. Hun har foreløbig skrevet under på en to-årig kontrakt.
Karin Mortensen slap tidligere på måneden ud af en kontrakt, hun havde indgået med GOG Svendborg TGI. Siden har der været mange rygter om den nuværende Ikast/Bording-spillers fremtid, idet også Randers HK har været inde i billedet.