Karin hjælper trængte borgere
Skal undgå at sager går i hårdknude
Det sjældent, at konflikter mellem borgerne og de østjyske kommuner går så meget i hårdknude, som i sagen om Irene Justenborg fra Galten.
Den 39-årige kvinde besluttede sig for at sultestrejke foran et jobcenter, efter at hun blev frataget sin kontanthjælp.
Ikke desto mindre oplever en række andre østjyder, at de kommer i klemme i systemet - uden at de kan få hjælp.
Derfor har fire østjyske kommuner ansat såkaldte borgerrådgivere til at hjælpe dem, der bliver ramt.
Karin Lambert er den ene af de to rådgivere, der er ansat til at vejlede borgerne under møderne med kommunerne.
- Vi har mulighed for at deltage som bisiddere. Det har nogle gange den effekt, at mødet går bedre, forklarer hun i et direkte interview på TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det har måske noget at gøre med, at man gør sig lidt mere umage på begge sider af bordet, når der er en neutral tredjepart til stede.
Inden mødet med kommunen snakker de to borgerrådgivere sagen igennem med borgerne. Under samtalerne med borgerne forsøger rådgiverne at spore sig frem til, hvad borgerne gerne vil have svar på under mødet med kommunen.
Hør mere om Karin Lamberts arbejde i videoen øverst på siden.