Karettur i Aarhus
Se eller gense dronningen og prinsgemalens tur i karet gennem byen
I dag klokken 11.30 begyndte dronning Margrethe og prins Henriks karettur gennem gaderne i Aarhus.
Turen gik fra Ingerslev Boulevard gennem byen videre til Strøget og Store Torv, inden kareten ankom til Aarhus Rådhus.
Se også: Frokost med dronningen
Under turen blev regentparret ledsaget af Gardehusarregimentets Hesteeskadron og livvagter, som løb ved siden af kareten. Over alt på ruten blev karetturen overværet af glade aarhusianere med viftende flag.
Se også: Lille prinsesse så dronningen
Fremme ved rådhuset blev de modtaget af borgmester for Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard, og stadsdirektør Niels Højberg.
Også kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie ankom til rådhuset, hvor de sammen med regentparret og 100 indbudte gæster deltog i en frokostreception.
Efter frokosten kørte den kongelige familie til Marselisborg Slot for at hvile, inden de i aften skal deltage i et stort show i Musikhuset.
Du kan se en fire minutter lang video fra regentparrets karettur i videoen øverst i artiklen.