Karen Jespersen udskifter valgfoto

Billedredigeringen har taget overhånd på flere politikeres plakater. Karen Jespersen udskifter nu det pyntede eksemplar.

Man kan meget på en computer. For meget, erkender Socialminister Karen Jespersen (V), som nu vil skifte sit valgfoto ud.

TV 2 | ØSTJYLLAND påpegede tidligere på ugen, at flere lokale kandidater tilsyneladende har fået pyntet en del på deres udseende på de valgplakater, der allerede nu hænger mange steder.

Karen Jespersen (V), der unægteligt ser meget yngre ud på hendes valgfoto, har nu taget konsekvensen og skifter nu fotoet ud, så der i en kommende valgavis vil være et mere vellignende og aktuelt billede at finde.

Karen Jespersen (V) siger til tv2.dk, at hun ikke er interesseret i at se 20-30 år yngre ud. Det virker fjollet, mener hun.

Valgplakaterne bliver der dog ikke ændret på. Det er der nemlig ikke tid til.