Kapsejladsen: Medicin vinder 'Det Gyldne Bækken'
Umbilicus vandt Kapsejladsen og det Det Gyldne Bækken, da fakulteterne dystede i Universitetsparken
Der var lagt op til den helt store festdag i Universitetsparken i Aarhus, da årets Kapsejlads løb af stablen. Op mod 30.000 studerende var samlet omkring søen i parken, hvor Kapsejladsen traditionen tro fandt sted.
Vinderne blev Umbilicus (Medicin), der efter en spændende finale, kunne løfte trofæet med navnet Det Gyldne Bækken.
- Det er sindssygt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Vi har arbejdet på det her i et halvt år og snart trænet i fire måneder, og så står man her lige pludselig på dagen og så er alt bare for sindssygt, siger medicinstuderende Mads Klausen.
Det er 11. gang medicinerne vinder Kapsejladsen i Universitetsparken.
TV2 ØSTJYLLAND sendte på Facebook live fra finalen i Universitetsparken. Se det herunder:
Generobrer trofæet fra Psykologi
De seneste to år har Psykologi kunne løfte Det Gyldne Bækken, men i år stod det hurtigt klart, at det skulle gå anderledes, da de forsvarende mestre blev slået ud allerede inden finalen.
Finalen kom til at stå mellem Beerceps Maximus (Idræt), FUT (Ingeniørerne) og Umbilicus (Medicin), og det blev altså Umbilicus, der løb med sejren i sidste ende.
- Selvfølgelig har vi troet på det. Vi synes, at vi har været gode hele vejen igennem. Men man kan sgu aldrig vide med den her sport. Der kan ske så mange ting, og vi har ikke rigtig sådan turde sige, at vi vinder, men vi har troet på det hele vejen igennem, ellers træner man heller ikke så hårdt, som vi har gjort.
Kunne spille på kapsejladsen
Som det også har været tilfældet tidligere, kunne man i år spille på, hvilket af de deltagende fakulteter, man troede ville tage sejren.
Psykologi var i år favoritterne med odds 2,75, mens en sejr til Medicin gav de heldige 2,95 gange pengene igen.
ODDS PÅ KAPSEJLADSEN 2018
Umbilicus (Medicin): 2,95
ØF (Økonomi): 3,25
PF (Statskundskab): 5,00
Siffos (Folkesundhedsvidenskab): 6,00
Beerceps Maximus (Idræt): 10,00
FUT (Ingeniørerne): 15,00
Apollonia (Tandlægerne): 25,00
SL (Studenterlauget): 35,00
Alkymia (Kemi): 40,00
Profus (VIA Campus C): 50,00
Humbug (Humaniora): 100,00
TÅGEKAMMERET: 500,00