Kaos-kryds laves om – men nu udskyder en fejl åbningen

Tekniske problemer udskyder nu åbningen af det nye T-kryds ved Mindet i Aarhus, der længe har været meget omdiskuteret.

Det nye kryds skulle have åbnet på mandag, men på grund af fejl i et it-system udskydes åbningen nu i cirka to uger.

Mange aarhusianere har ventet længe på, at det kaotiske kryds ved Mindet og Dokk1 i Aarhus skulle laves om - og nu må de væbne sig med yderligere en portion tålmodighed. 

Læs også Nu starter arbejdet med at lave kaos-kryds om - det skal du vide om løsningen

Det omdiskuterede kryds skulle egentlig været åbnet som et T-kryds på mandag, men en fejl i et it-system gør, at åbningen nu udskydes i cirka 14 dage.

Det meget omdiskuterede kryds er her ved Dokk1 i det centrale Aarhus ved havnen. Foto: Google Maps

Systemfejlen i det styresystem, som Aarhus Kommune har fået leveret, gør, at det ikke 'snakker' fejlfrit sammen med signaler fra letbanen og de andre lyskryds i området. Derfor vurderer kommunen, at det rent sikkerhedsmæssigt ikke er forsvarligt at åbne krydset, indtil der er styr på teknikken, og det er testet grundigt igennem.

-  Alle ressourcer er sat ind på at få systemet op at køre hurtigst muligt, så trafikken kan afvikles mest effektivt, samtidig med at vi opretholder sikkerheden i krydset, siger Trine Buus Karlsen, anlægschef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.

00:20

GRAFIK: I videoen her kan du se, hvordan man skal køre i det nye kryds. Det bliver muligt at køre igennem og dreje til højre fra Dokk1 - bortset fra i myldretiden, hvor det er lukket.

Luk video

Lang tid undervejs

Tilbage i marts besluttede byrådet, at det meget omdiskuterede kryds, som mange trafikanter har svært ved at gennemskue, skulle laves om. 

- Det er jeg meget godt tilfreds med. Krydset bliver omtalt som et kaoskryds, og jeg kan ikke være rådmand i Teknik og Miljø og så acceptere, at der er et kryds, der skaber kaos, sagde Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, dengang, efter han gennem længere tid havde talt for, at krydset skulle laves om. 

00:40

VIDEO: Trafikken i krydset har længe været kaotisk. På videoen her kan man se, hvordan der flere gange er opstået farlige situationer. Videoen er fra maj 2018.

Luk video

Når T-krydset er færdigt, vil strækningen mellem Dokk1 og Balticagade blive lukket ved hjælp af sænkbare pullerter i myldretiden mellem kl. 6.30-9.30 og kl. 14.30-18.00 på hverdage. 

Læs også Kommune jubler: Har fået leveret det forkerte pariserhjul

Det sker ifølge Teknik og Miljø for at undgå, at der opstår kø hen over letbaneskinnerne eller ned ad Havnegade mod Europaplads. 

Den nye løsning vil blive overvåget, og pullerternes åbningstider kan blive justeret i løbet af den etårige forsøgsperiode, oplyser Teknik og Miljø. 

Krydset vil indtil åbningen om et par uger fungere, som det har gjort under hele anlægsperioden.