Kaninpest sætter tryllekunstnere på prøve
Kaninpest gør livet surt for østjyske tryllekunstnere. I stedet for en levende kanin må de nu hive andre ting op af hatten.
Udbruddet af kaninpest har sat tryllekunstnere på en hård prøve. Det er nemlig blevet forbudt for tryllekunstnere at tage kaninerne med, når de tager rundt i landet for at trylle.
Hvis der skal være kaniner med i showet, skal de altså trylles frem på stedet og trylles væk igen. De, der snyder med kaninerne, er derfor nødt til at trække noget andet op af hatten.
Det gælder for eksempel for Birger Vest fra Århus, men han tager det nu pænt, at han har været nødt til at sende sin kanin, Terkel, på ferie, mens pesten raser.
- Det giver altid god respons, når der kommer en levende kanin op af hatten, men nu tryller jeg bare med noget andet, siger Birger Vest.