Kaninerne pelsede bjørnene
Århusianske Bakken Bears blev sat på plads af Basketliga-topholdet fra Svendborg Rabbits. Fynboerne vandt 81-70 i NRGi Arena.
Kampen i NRGi Arena i Århus endte med en sikker fynsk udesejr på 81-70.
Svendborg var foran i stort set hele kampen, og der lykkedes på intet tidspunkt Bakken Bears at indhente forspringet.
Kampen var det sidste opgør i grundspillet i Basketligaen. Grundspillet blev vundet af netop Svendborg, der slutter med imponerende 42 point.
Bakken Bears, der traditionelt er suveræne i dansk basketball, må derimod nøjes med en andenplads. Århusianerne har i løbet af grundspillets 24 kampe høstet i alt 34 point.
Medaljerne bliver dog først fordelt efter det kommende slutspil. Dermed har Bakken Bears-spillerne stadig en mulighed for at få guld om halsen efter denne sæson.
I grundspillets sidste runde var også Aabyhøj og Horsens IC i ilden. Aabyhøj vandt hjemme 86-82 over Aalborg BK, mens Horsens IC på hjemmebane tabte 77-96 til Sisu.