- Kan jævne et hus med jorden
Advarer mod krysantemumbomber
Krysantemumbomber er livsfarlige og skal udelukkende anvendes af professionelle.
Det mener den aarhusianske fyrværker Henri Drenck, efter at tre personer nytårsaften blev dræbt af fyrværkeri i Mariager-området.
Ifølge Henri Drenck er der i øjeblikket ekstra meget ulovligt fyrværkeri i omløb. Det skyldes, at danskerne efterhånden har glemt fyrværkeri-katastrofen i Seest ved Kolding for mere end 10 år siden.
Hvis vi ikke holder os til lovligt fyrværkeri, risikerer vi flere dødsulykker som dem, der fandt sted ved Mariager.
Se: 29-årig mand varetægtsfængslet
- En luftbombe i appelsin-størrelse eller tennisbold-størrelse er altså dræbende indenfor nogle meters afstand. Hvis den bliver skudt af og gør, som den skal, så er der ingen problemer. Når den ikke gør, som den skal, er den dræbende. Det har folk ikke forudsætninger for. De har aldrig set det, og de tror ikke på det, for den er jo ikke så stor. Men det er faktisk en håndgranat, siger Henri Drenck til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Kommer de op i appelsin- eller en lidt mindre håndbold-størrelse, så er de så kraftige, at de kan fjerne et parcelhus. De jævner simpelthen huset med jorden. Det er kræfter, der er helt ubegribelige for så små ting. Vi kan slet ikke skalere det. Vi er ikke i stand til at håndtere ting i den størrelsesorden.
Henri Drenck opfordrer myndighederne til at styrke indsatsen mod krysantemumbomber og andet ulovligt fyrværkeri.
- Det er helt galt, at de findes på markedet. Folk synes, det er sjov og ballade. De erhverver dem med risiko for liv og lemmer. Det er helt forkert.
Se hele interviewet med fyrværker Henri Drenck i videoen øverst i artiklen.