Kan ikke stoppe dem: Krigen mod den invasive signalkrebs er tabt
I 10 år er signalkrebsen blevet bekæmpet i Alling Å på Djursland. Alligevel bliver det forhadte dyr ved med at sprede sig
Den invasiv krebs - signalkrebsen - kan ikke bekæmpes. I Alling Å giver myndighederne derfor op.
De titusindvis af krebs, der hærger Alling Å, er nemlig ustoppelige.
- Vi har nu været i gang i 10 år, og resultatet er ikke opmuntrende, fortæller Hanne Wind-Larsen, biolog i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
Læs også
Efter 10 års kamp mod den invasive signalkrebs må de nu sande, at den ikke er til at bekæmpe. Man har ellers gjort sit til at holde bestanden nede.
Op mod 60.000 og 70.000 krebs er nemlig blevet indfanget i krebseruser sidste år.
- Bekæmpelsen af signalkrebsen har vist sig at være meget større udfordring, end vi havde forventet, siger Knud Erik Vindum, der er tidligere fiskemester fra Danmarks Center for Vildlaks, i en pressemeddelelse.
Fiskene lider på grund af krebsen
Det er fiskebestanden, som lider under den nordamerikanske krebseinvasion. Den invasive krebs blev første gang spottet i åen tilbage i 2005.
Siden 2009 har 25 frivillige i samarbejde med Randers Kommune arbejdet for at bekæmpe skalddyrene.
I en periode på ti år har de tømt cirka 200 krebseruser hvert år fra april til oktober for at redde fiskene og plantevæksten på bunden i åen.
- Vi håbede, at vi kunne reducere bestanden ved effektiv bekæmpelse, opfiskning, udsætning af rovfisk og flodkrebs. Det viste sig desværre, at det ikke var nok, siger Knud Erik Vindum.
Problemer med tyveri
Selvom de nu må give op, har projektet dog haft gavn. Signalkrebsen har nemlig ikke spredt sig til andre åer og vandløb i området.
- Vi ved af gode grunde ikke, hvordan det ville have set ud, hvis der ikke havde været en indsats, siger Hanne Wind-Larsen.
Læs også
Projektet har også haft andre udfordringer, end de tusindvis af krebs. De frivillige har nemlig også haft store problemer med tyverier af krebsruserne.
- Det er beklageligt. Dels fordi det er tyveri af kommunal ejendom, og dels fordi det frivillige arbejde dermed begrænses, siger Knud Erik Vindum.
Det skete senest i forsommeren, hvor der blev stjålet 26 krebseruser.