Kan ikke følge med snerydning i Randers
De usædvanlige snemængder i randersområdet gør det umuligt for sneberedskabet at følge med
Borgerne må indstille sig på vanskelige forhold i trafikken.
Randersområdet er i de senere dage blevet ramt af et usædvanligt kraftigt snevejr. Randers Kommune har sendt alt disponibelt mandskab ud at køre for at rydde så mange veje og cykelstier som muligt.
I øjeblikket er situationen dog sådan, at vinterberedskabet ikke kan følge med vinterens hærgen. Derfor vil borgere i hele kommunen kunne opleve, at det er svært at komme frem både på veje og cykelstier.
Randers Kommune råder derfor alle til at køre forsigtigt og beregne ekstra tid til transport, da der vil forekomme glatte veje. De mindste veje vil først blive ryddet, når der er ledig kapacitet.
I forbindelse med kommunesammenlægningen blev alle vejene omprioriteret for at sikre, at borgere på ensartede veje kan forvente et ensartet serviceniveau. Harmoniseringen betyder, at nogle borgere vil opleve forringelser i forhold til tidligere og andre vil opleve forbedringer.
Hvis du gerne vil se, hvordan din vej er prioriteret, så læs mere på www.randers.dk. I menuen til venstre - under "Bolig og trafik" - finder du punktet "Vintertjeneste". Her finder du også en beskrivelse af de forskellige vintervejklasser.