Kan hjælpe børn med syge hjerter
Landets første læge med særlig certificering
Ledende overlæge ved Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers, Bent Windelborg Nielsen, har som den første læge i Danmark gennemført det europæiske certificeringsprogram for ultralydsundersøgelse af hjertesyge børn.
Der er tale om en certificering, der stiller så høje faglige krav til børnehjertelægernes faglige ekspertise, at kun omkring halvdelen af kandidaterne hidtil har opnået certifikat.
- Nu har jeg bevist, at jeg mestrer både teori og praksis på et højt specialiseret område, selv om jeg arbejder på en "almindelig" børneafdeling, siger Bent Windelborg Nielsen i en pressemeddelelse
- Helt lavpraktisk betyder det, at vi her på Regionshospitalet Randers ikke længere behøver at sende alle små nyfødte til Skejby, hvis der er mistanke om en hjertesygdom. I de fleste tilfælde vil vi kunne afklare, om spædbarnet har en hjertesygdom og så nøjes med at sende børn til yderligere undersøgelse eller behandling, hvis de faktisk fejler noget med hjertet, siger han.