Kan grine hele vejen til banken
Aktier steget med 13 procent i april
April var en rigtig god måned for aktionærerne i Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg.
I løbet af måneden er aktierne i det østjyske pengeinstitut boostet med små to milliarder kroner - eller en stigning i værdien pr. aktie på 13 procent. Og siden nytår er aktien steget med knap 43 procent.
Aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus Hansen siger til Ritzau, at en række analytikere i løbet af april har opjusteret forventningerne til kursudviklingen på Jyske Bank-aktier.
Ifølge ham har det forstærket den allerede kraftige medvind:
- Ligesom andre bankaktier rider Jyske Bank på en bølge af positiv opmærksomhed fra investorernes side. Og så har aktien haft et efterslæb til de fleste andre danske bankaktier. Det efterslæb er nu ved at blive indhentet, siger Mikkel Duus-Hansen ifølge TV 2 Finans til Ritzau.