Kan få op til otte års fængsel

Ung mand påkørte politibetjent

Arkivfoto

En 19-årig mand er sigtet for vold mod tjenestemand, da han sammen med en kammerat menes at have udøvet vold mod en politimand og efterfølgende påkørt ham med en bil.

- Vold mod tjenestemand kan i sådan en sag her give op til otte års fængsel, siger Thomas Hinge, der er politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 ØSTJYLLAND.

Fredag først på eftermiddagen fremstilles den 19-årige, der i forvejen er kendt af politiet, i grundlovsforhør i Randers.

Den 19-årige er sigtet for at have kørt bilen, mens den 19-åriges kammerat, som politiet også mener deltog i overfaldet, er løsladt, men sigtelsen mod ham er opretholdt.

Overfaldet skete, da betjenten, der var i civil, henvendte sig til mændene og bekendtgjorde, at han var politimand.

De to unge mænd var i færd med at skifte nummerplade på en bil på Anbækgårdsvej syd for Hammel. Herefter opstod der tumult og vold, ligesom de to unge mænd menes at have påkørt betjenten.

Onsdag blev de to anholdt.

- En patruljevogn observerede bilen, hvorefter de bringer den til standsning, og de to personer bliver anholdt, siger Thomas Hinge.

Grundlovsforhøret begynder fredag klokken 12.45 ved Retten i Randers.