Kan du redde liv?
I dag er international Hjertestarterdag
Hvad skal du gøre, hvis en person falder om med hjertestop? Hvis du ikke allerede ved det, så er der rig mulighed for at lære det i dag. Den 16. oktober er nemlig international Hjertestarterdag.
Hvert år falder 3.500 personer i Danmark om med hjertestop uden for et hospital, og godt 10 pct. overlever. Hvis vi bliver bedre til at træde til med livreddende førstehjælp, vil vi kunne redde flere liv, lyder det fra Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden, som står bag dagen.
I løbet af dagen er der derfor gratis arrangementer i hele landet, hvor du kan lære om livreddende førstehjælp, og hvordan man bruger en hjertestarter.
Gratis førstehjælpskurser
Ud over arrangementerne i dag, tilbyder Dansk Folkehjælp en række gratis førstehjælpskurser flere steder rundt om i landet i oktober og november måned. Læs mere om hvor og hvornår her.
Se dagens arrangementer her: hjertestarterdagen.dk