Kan du huske 90’erne? Tusindvis hylder musikken fra dengang
Masser af østjyder er samlet til en stor 90’er dansefest på Jysk Væddeløbsbane lørdag aften
Lørdag aften brager musikken løs på Jysk Væddeløbsbane til én kæmpestor 90’er fest.
Og hvis du var en af dem, der gik rundt i Buffalo-sko, og havde knæklys i munden til festerne, så vil du muligvis også synes, at aftens program er en perlerække af artister.
For det er især den elektroniske dansemusik, som gæsterne hylder ved ”Vi elsker 90’erne” med navne som Haddaway, Dr. Albarn, Vengaboys og DJ Sash.
Læs også
- Det er en hyldest til min generations ungdom, siger Raffi Haddaoui, der er arrangør af ”Vi elsker 90’erne”
Vi elsker 90’erne har turneret i hele Danmark, og i aften er der 8500 mennesker, der har indløst billet til den store dansefest i Aarhus.
- Det er en dag, hvor de (publikum, red.) kan komme ud og møde alle de stjerner, de dansede til på diskotekerne – som de kyssede til første gang. En tur tilbage i tidsmaskinen og til ungdommen, siger Raffi Haddaoui.
Har ført flere bands sammen igen
"Vi elsker 90’erne" har eksisteret siden 2011, og siden da har flere bands fundet sammen for at kunne optræde på festivalen.
- Vi har et stort arbejde i at få samlet nogle igen. Me and My er blevet gendannet igen. Og kunstnerne gør meget ud af det, siger Raffi Haddaoui.
Læs også
Raffi Haddaoui håber på brede konceptet ud over de danske grænser.
-Ambitionerne er mega store. Vi vil være verdens største 90’er fest – ikke bare af navne og publikum. Men også sprede det ud til hele verden. Men vi glemmer aldrig Danmark, og vi kommer tilbage til Aarhus og det jyske, for det er her, det hele er startet, siger Raffi Haddaoui.
Se interviewet med Raffi Haddaoui i indslaget fra Aarhus Festuge herover.