Kamper klar til kamp nr. 100
Kan fejre jubilæum i aften
Kantspilleren Jonas Kamper har i aften mulighed for at fejre jubilæum i den lyseblå Randers FC-trøje.
Den 30-årige offensivspiller sad over med en mindre skade, da kronjyderne i sidste weekend på udebane skuffende tabte 0-2 til oprykkerne fra FC Vestsjælland.
Ifølge Randers FC er Jonas Kamper dog klar igen og derfor med i den trup, der i aften skal forsøge at knække AaB. Med 99 Randers-kampe på cv'et er det derfor overvejende sandsynligt, at han mod AaB kan fejre sin kamp nummer 100 for kronjyderne.
I forhold til den seneste kamp i Vestsjælland kan cheftræner Colin Todd desuden glæde sig over, at venstrebacken Adama Tamboura tilsyneladende også er blevet sin skade kvit.
Topscorer Ronnie Schwartz er derimod stadig ude med karantæne, efter at han blev udvist i den seneste hjemmekamp mod Sønderjyske.
Kampen mellem Randers FC og AaB fløjtes i gang kl. 18.30 på AutoC Park Randers.