Kampen mod rotter ser ud til at virke

Efter at have skruet op for brugen af fælder har Aarhus Kommune fået væsentligt færre anmeldelser om rotter.

En forebyggende rotte-indsats har muligvis haft en effekt i Aarhus.

Flere fælder, mindre gift - og færre rotter. Det er kort beskrevet taktikken i Aarhus Kommunes kamp mod rotter.

I 2018 modtog kommunen 20 procent færre anmeldelser om rotter sammenlignet med 2017. Samtidig satsede kommunens mere på rottefælder og mindre på gift.

Læs også Rotter får aldrig fred - kommune gør ekstra indsats

Det fortæller afdelingsleder Anders Maltha Rasmussen fra Aarhus Kommunes miljø- og teknikforvaltning.

- Vi har været i gang med en styrket, forebyggende indsats med fældefangst i grønne områder, parker, haveforeninger og langs Aarhus Å. Vi tror på, at det har haft en effekt på antallet af anmeldelser, siger han.

02:47

VIDEO: I oktober 2018 besøgte vi Risskov Skole, der måtte lukke både aula, kantine og omklædningsrum på grund af rotter. 

Luk video

Det årlige antal anmeldelser om rotter i Aarhus har i flere år ligget nogenlunde stabilt på godt 8000. Sidste år besluttede kommunen, at den ville justere sin tilgang til bekæmpelse af rotter for at få bestanden ned.

Det ser ud til, at vi med denne indsats er lykkedes med at knække koden.

Anders Maltha Rasmussen, Aarhus Kommunes teknik- og miljøforvaltning

I 2017 var der 8400 henvendelser om rotter, mens kommunen med et fald det efterfølgende år modtog 6760 anmeldelser.

- Det ser ud til, at vi med denne indsats er lykkedes med at knække koden, siger Anders Maltha Rasmussen.

Han pointerer dog, at bestanden af rotter over tid går op og ned - og at man ikke er 100 procent sikre på, at de færre rotter skyldes flere fælder.

En fjerdedel mindre rottegift

Kommunen skar en fjerdel af sit forbrug af rottegift sidste år. Og mindre gift er både en fordel for miljøet og andre dyr, der er i fare for at komme i kontakt med giften, ligesom det mindsker risikoen for, at rotterne udvikler resistens.

En stor del af rotterne lever i kloaksystemerne. Og det er typisk i forbindelse med defekte kloakker, at rotterne kommer i nærheden af mennesker.

Læs også Pas på med at fodre fuglene: Pludselig har du skadedyr i haven

- Vi vil fortsætte med fældefangst i grønne områder. Vi synes, det ser ud til at have en effekt, og så må vi følge udviklingen fremad og se, om det fortsat lykkes at reducere antallet af anmeldelser, siger Anders Maltha Rasmussen.