Kampagne mod ensomhed: Østjyder spiser sammen

I denne uge er der blæst til kamp mod ensomheden over hele landet. Våbnet er mad. Vi var med på Café Parasollen i Viby

01:30

Café Parasollen i Viby er med i kampagnen "Danmark Spiser Sammen', som kører i Østjylland og resten af landet denne uge.

Målet er at få danskerne til at spise sammen på kryds og tværs, og det er Folkebevægelsen mod Ensomhed, der står bag.

Mandag aften var knap 100 aarhusianere mødt op Café Parasollen for at sætte tænderne i et godt måltid mad og få et par hyggelige timer sammen. Fremmødet var mange gange større end på en normal aften.

Merete Graabæk er daglig leder af Café Parasollen i Viby.

Merete Graabæk, cafeens daglige leder, glæder sig over den store opbakning til arrangementet. Hun ser det som et godt tilbud til mange:

- Folk, der måske ikke har så stor en omgangskreds, kan komme her og lære nye mennesker at kende. Så kan man også tænke sig, at hvis man sidder alene derhjemme og skal spise, så får man måske ikke spist så meget, siger hun.

Læs også Suppe og samvær fylder plejecenter til sidste plads

Merete Graabæk mener, at mad og hygge på mange måder hænger sammen.

- Vi danskere er gode til at hygge, siger vi da om os selv. Og så kan vi godt li' at få noget at spise, når vi hygger.

Kampagnen fortsætter resten af ugen, og her kan du finde et arrangement lige i nærheden.

Øverst kan du se hele reportagen fra Café Parasollen.