Kampagne: Færre biler ved skolerne

Børnene skal op på cyklerne og bilerne væk fra skolerne. Det er målet med en ny kampagne, der skydes i gang i dag.

Også denne morgen var trafikken kaotisk omkring Viby Skole. Men i dag bidrog et ekstra element til det generelle anarki omkring skolen. En hvidkitlet mand bevæbnet med en megafon affyrede et arsenal af eder mod forbipasserende trafikanter.

- Der gælder altså fartbegrænsninger her. Kan du så sætte farten ned, skrålede komikeren Dr. P. Pal, der som del af en ny kampagne forsøgte at få morgentrafikanter omkring skolerne til at køre mere sikkert.

Århus Kommune indleder i dag den såkaldte miljøtrafikuge, der skal sætte fokus på forældres parkeringsadfærd. På længere sigt er det også målet, at færre forældre overhovedet skal køre deres børn i skole. Derimod skal børnene op på cyklerne.

- Vi er ikke ude på at ramme de forældre, der må køre deres børn langt til skole. Men de børn som ligeså godt kunne cykle, de bør altså ikke køres, siger vejchef i Århus Kommune, Niels Schmidt til TV 2 / ØSTJYLLAND.

At det er farligt at færdes i trafikken er der ingen tvivl om. Landevejene i Østjylland kræver stadig flere ofre. I alt døde 56 personer i den østjyske trafik sidste år.

Se mere om kampagnen i aftenens nyhedsudsendelse på TV 2 / ØSTJYLLAND.