Kalstrup bliver i Århus Håndbold
Stregspilleren har skrevet under for et år
Stregspiller Mads Kalstrup spiller også næste sæson i Århus Håndbold. Det fortæller klubben i en pressemeddelelse onsdag.
Kalstrup har nærmest haft scoringsgaranti i den netop overståede sæson. Mads Kalstrup satte tre mål ind for hver fire skud.
- Jeg har forlænget, fordi Erik ser noget potentiale i mig og har en plan for, hvordan det skal forløses, siger Mads Kalstrup i pressemeddelelsen.
Mads Kalstrup har fået sin håndboldopdragelse i Århus Håndbold. Derfor glæder det også klubbens direktør, at den skudstærke streg stadig spiller i klubben.
- Mads arbejder benhårdt på at blive endnu stærkere, og det er jeg sikker på, han vil blive i den kommende sæson. VI får en stærk trio på stregen i den kommende sæson, siger Henrik Lundorff til klubbens hjemmeside.