Kalø Landbrugsskole kan beholde 8 millioner
Landbrugsskolen beholder godt 8 millioner kroner, selv om skolen ifølge ministerie har fået pengene på et forkert grundlag.
Det viser en tilsynsrapport fra ministeriet, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i.
Skolen har optaget udlændinge, som ikke måtte opholde sig så længe i Danmark, at de kunne få en hel uddannelse til faglært landmand. Men skolerne slipper for straf, fordi ministeriet mener, at de ikke har forklaret skolen reglerne godt nok.
Kalø Landbrugsskole har fra 2003 til april 2008 optaget i alt 347 udenlandske elever. Nogle af eleverne var endda turister, hvilket Undervisningsministeriet opdagede på et kontrolbesøg på skolen i januar 2009:
- Ministeriet konstaterede, at personer på turistvisum under ingen omstændigheder kan være optaget på en tilskudsberettiget uddannelsesaktivitet, hedder det i rapporten, som beskriver kontrolbesøget.
- Vi er tilfredse med ministeriets afgørelse. Vi har undersøgt tingene til bunds og mener at have fulgt reglerne. Det er positivt, at sagen nu er slut, siger Helge Bülow, forstander på Kalø Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.