Randers-målscorer overrasket efter overbevisende sejr

Mikkel Kallesøe scorede to gange, da Randers FC vandt 3-0 i Aalborg. Efter kampen var han en smule overrasket over måden, sejren kom i hus.

Mikkel Kallesøe tysser på hjemmepublikummet efter en af hans to scoringer i 3-0-sejren over AaB. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Det var en fremragende dag for den 21-årige midtbanespiller Mikkel Kallesøe, da Randers FC i dag besejrede AaB med 3-0 på udebane. Kallesøe scorede to gange, og især hans første scoring var noget af en perle.

Men den dobbelte målscorer havde ikke forudset sit hold præstere så godt mod AaB.

Læs også Randers vinder i Aalborg efter effektiv anden halvleg

- Jeg synes, at vi var klar, og jeg ved, at vi har et godt hold. 

- Men jeg er måske lidt overrasket over, at vi tager til Aalborg og vinder sådan her, siger han til Ritzau.

Frustreret og voldsomt skuffet

AaB-træner Jacob Friis var også overrasket, og han havde ikke forventet den kamp, som han overværede Aalborg Portland Park.

Resultatet stemmer ikke overens med de takter, som cheftræneren har set gennem vinterens opstartsfase og træningskampe, siger han efter kampen.

AaB-Randers FC 0-3 (0-0)

0-1 Mikkel Kallesøe (57. min.)

0-2 Saba Lobjanidze (64. min.)

0-3 Mikkel Kallesøe (71. min.)

Tilskuere: 4.724

- Jeg er voldsomt frustreret og voldsomt skuffet. Det minder om et lille chok, at det skulle være så ringe.

- Det havde jeg ikke set komme, siger Jacob Friis.

Han har svært ved at finde positive takter i kampen, hvor Randers sad på både boldbesiddelsen og skudstatistikken.

- Alt, hvad der kan gå galt, gik galt. Alt på bolden gik galt.

- Vi sætter ikke nogen kollektive bevægelser sammen og sætter ikke Randers’ bagkæde under pres, lyder det fra AaB-træneren.

Med sejren indtager Randers en tredjeplads i Superligaen inden søndagens resterende kampe. AaB ligger på en sjetteplads.

VIDEO: TV2 ØSTJYLLANDs Kasper Skipper havde forudset Randers' sejr i Aalborg i Skipperligaen Update. Cifrene blev dog ikke som forventet:

Optakt til forårssæsonen! - Skipperligaen Update