Kærestepar overfaldet i 7-Eleven-kiosk

Politiet leder efter gerningsmanden

Et ungt kærestepar blev umotiveret overfaldet i denne 7-Eleven-kiosk på Banegårdspladsen i Aarhus. Foto: Google Maps

Østjyllands Politi leder efter en ukendt gerningsmand, efter at et yngre par natten til lørdag blev overfaldet i Aarhus Midtby.

Ifølge politiet befandt en 26-årige kvinde og hendes 20-årige kæreste sig i en 7-Eleven-kiosk på Banegårdspladsen, da de umotiveret blev overfaldet af en ukendt person.

De to unge blev både ramt af albueslag og knytnæveslag, inden gerningsmanden tog flugten og løb ud af butikken.

Overfaldet fandt sted kort efter kl. 00.30, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra politiet i forhold til, hvor slemt de to unge på 26 og 20 år kom til skade.

Politiet har ikke opgivet noget signalement af gerningsmanden.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.