Kærestepar forsvundet i Randers

Østjyllands Politi frygter at et kærestepar fra Viborg er druknet og dykkere eftersøger i dag havnen i Randers.

26-årige Louise Smaakjær Jørgensen og hendes samlever 40-årige Flemming Christian Rostgaard havde været til fest i Pakhuset. De er senere gået udenfor og her har vidner set parret skændes omkring klokken 1.15.

Politiet har fundet en herrejakke og et par briller på havnekanten. Jakken tilhører den 40-årige mand og brillerne tilhører den 26-årige. Desuden havde Louise Smaakjær Jørgensen efterladt sin taske i restauranten. Den indeholdt blandt andet en mobiltelefon, og insulin hun har brug for som diabetiker.

- Vi har en rimelig kraftig formodning om, at de er gået i vandet. Der er så mange ting der tyder på det. Ting der tilhører parret er fundet på kanten til havnen, og manden er ikke mødt på arbejde mandag morgen, fortæller politikommissær Peter Bay Jensen fra Østjyllands Politi i Randers.

Det var familien der søndag kl. 18.15 efterlyste parret.