- Kære, lille Bent Hansen
Hård tone mellem kandidater til regionen
Når vælgerne i dag sætter kryds på den gule seddel til regionsvalget, er det kryds, der i høj grad får betydning for det østjyske sundhedsvæsen.
De to spidskandidater til valget i Region Midtjylland er den nuværende formand Bent Hansen (S) og udfordreren Anne V. Kristensen (V).
Begge er de enige om, at der skal være udrednings- og behandlingsgaranti til patienterne.
- De (vælgerne, red.) vil komme til at mærke en formand, som tager patienternes ventetider meget alvorligt. Vi har kræftpakker, som ikke lever op til. Jeg vil have, at alle kræftpatienter bliver behandlet til tiden, siger Anne V. Kristensen.
Bent Hansen er godt tilfreds med Region Midtjyllands indsats i dag. Han påpeger, at flere af regionens hospitaler er kåret til landets bedste.
- Det går faktisk rigtig, rigtig godt. Og så er det klart i et væsen, hvor der er pres på med nye patienter hele tiden, nye faglige metoder, der er der altid nogle steder, hvor vi skal gøre det bedre, siger Bent Hansen.
Diskussion om udredning
I aftenens tv-duel på TV 2 | ØSTJYLLAND krydsede de to kandidater klinger. Det springende punkt blev, hvorvidt 13.000 patienter er blevet udredt til tiden eller ej.
Sådan her lød det, da de kandidater diskuterede:
- Prøv at læse de rigtige papirer i stedet for at gentage de samme urigtigheder igen og igen, Anne, siger Bent Hansen.
- Kære lille Bent Hansen - du står da ikke her for åben skærm og siger, at vores embedsmænd lyver for os, siger Anne V. Kristensen.
- Prøv at gå hjem og læse papirerne i aften, eller i morgen, hvor du får rigtig god tid, siger Bent Hansen.
Se mere til den hårde debattone i videoen fra debatten med de to kandidater fra Region Midtjylland øverst i artiklen.