Kæmpetartelet på 700 gram: - Så behøver man kun én
Med en samlet vægt på 700 gram er tarteletterne på en grill i Gjerlev ikke bare store - de er kæmpe.
I længere tid har en cafe på Alrø været kendt for sine gigantiske tarteletter på 400 gram. Men faktisk er der en grill i Gjerlev, hvis tarteletter får Alrø-serveringen til at ligne en forret på en fransk gourmet-restaurant.
Læs også
På Grønsvær Grillen vejer kæmpetarteletten nemlig 700 gram.
- Der er mange, der godt ville have mere mad, og så syntes vi, det kunne være sjovt med en kæmpetartelet i stedet for de små, siger Lise Drachmann, der arbejder på grillen.
Den store version af den klassiske ret er blevet serveret på Grønsvær Grillen i snart seks måneder, og det er altså kun for de sultne.
Og sulten, det var Else Otzen fredag eftermiddag. TV2 ØSTJYLLAND talte med hende, lige inden hun for første gang bestilte dette bæst af en tartelet.
- Jeg har bestilt en tartelet, fordi jeg elsker tarteletter, og så så jeg det her tilbud med en kæmpetartelet, og det kunne jeg ikke stå for, siger hun.
Det er ikke for alle
På grillen vejer de fyldet for at sikre, at gæsterne får de 600 gram fyld, de er blevet lovet. Og den solide størrelse har sine fordele.
- Jeg synes, det er fint. Så kan man kun spise en. Så behøver man ikke spise to eller tre, siger Else Otzen til TV2 ØSTJYLLAND.
Om de 600 gram fyld er en decideret rekord vides ikke, men med så store mængder høns i asparges kræver det en solid beholder af butterdej.
Og dem kan man altså ikke lige købe i det lokale supermarked.
- Den har vi brugt lang tid på at undersøge, hvor vi kunne få fat i. Vi har været rundt ved nogle forskellige bagere, og til sidst lykkedes det at finde en, som kunne hjælpe os. Men det har taget lang tid, siger Lise Drachmann til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom det kan virke som en spændende udfordring at kaste sig over en tartelet med mere end et halvt kilo fyld, så er der altså mange, der erkender, at det kræver en ret tom mave.
- Det skal være en dag, hvor vi arbejder sent, så vi er godt sultne, siger Søren Hartmann, der arbejder som landbrugsmekaniker.
Og så er der selvfølgelig en hel del kalorier i sådan en omgang, og det kan også være en grund til at springe over.
- Det kunne jeg godt overveje, men i dag skulle jeg lige være sund og have en almindelig sandwich i stedet for, siger Daniel Kjeldsen, der også var forbi Grønsvær Grillen fredag eftermiddag.
Men ingen af de ting skræmte Else Otzen, der vovede sig ud i en ordentlig tallerken tartelet til frokost.
- Jeg synes, den smager rigtig dejligt. Den er dejlig sprød og smager godt. Seks stjerner med pil opad, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
På Grønsvær Grillen har de serveret den næsten komisk store tartelet for 72 kroner i snart et halv år.