Kæmper for færger
- National nødvendighed at bevare godsfærger
Mols-Liniens beslutning om at lukke kombifærgerne, der sejler gods over Kattegat, vil årligt sende 125.000 ekstra lastbiler ud på vejene.
Det vil både give trafikale problemer og koste transportbranchen dyrt, lyder det i en fælles udtalelse fra borgmestrene på de to sider af Kattegat og fra transportfirmaet Frode Laursen.
De tre parter holdt torsdag møde i Aarhus for at drøfte, hvad de nu skal gøre. Og beslutningen blev at rette henvendelse til transportministeren for at aftale et møde.
- Det er af afgørende betydning for godstransporten mellem landsdelene, at der findes et velfungerende alternativ til trafikken over Storebæltsbroen, hvis ikke trafikken skal sande til. Derfor er en fragtrute over Kattegat utrolig vigtig for trafikken i hele Danmark, skriver borgmester Nicolai Wammen i en pressemeddelelse fra mødet.
Fra sjællandssiden af Kattegat lyder det fra Kalundborgs borgmester Martin Damm:
- Uden en fragtrute over Kattegat vil godstransporten på landevejene stige markant og få skadelige konsekvenser for fremkommeligheden på forbindelsen mellem de to landsdele. Det er et meget bekymrende perspektiv.
Direktør Anders Balle, fra transportfirmaet Frode Laursen er bekymret for økonomien for vognmændene:
- Uden en fragtrute over Kattegat vil det for nogle af vores kunder betyde en forøget transportomkostning på mellem 25-50 procent - og dermed vil deres konkurrenceevne med ét slag blive svækket.
National nødvendighed
Fragtruten lukkes helt fra den 15. september. Deltagerne i dagens møde mener, at en fragtrute over Kattegat er en national nødvendighed. Ikke mindst fordi en lukning af færgeruten medfører, at Storebæltsbroen og de jyske og fynske motorveje vil blive belastet med yderligere 125.000 lastbiler om året. De vil samtidig kontakte Folketingets trafikordførere.