Kæmper for børn af misbrugere
Claus Elgaard skal tale udsatte børns sag
Den tidligere vært på TV 2 | ØSTJYLLAND Claus Elgaard er blevet udnævnt som ambassadør for foreningen TUBA, der tilbyder hjælp til børn af misbrugere. Det skriver TUBA i en pressemeddelelse.
Begge Claus Elgaards forældre var alkoholikere og faderen forsvandt tit i flere dage for at tage på druk. Det er den erfaring, Claus Elgaard skal trække på, når han skal tale de udsatte børns sag.
- Det er så vigtigt, at børn af misbrugere har et trygt sted, hvor de bliver hørt og får hjælp, siger Claus Elgaard.
Bed nu om hjælp
Claus Elgaard ved, hvor svært det kan være at bede om hjælp. Som barn forsøgte han engang selv at bede en lærer om hjælp, men han oplevede ikke, at der var nogen hjælp at få.
- Selvfølgelig blev der snakket om det på lærerværelset. Jeg kan ikke forestille mig andet, siger Claus Elgaard og fortsætter:
- Men alligevel gjorde det ikke nogen forskel, at jeg fortalte nogen om det.