Kæmpeordre til Aarhus
Skal levere 25 kilometer transportbånd til Abu Dhabi
Det aarhusianske firma Crisplant har fået en millionordre i hus.
Firmaet skal levere 25 kilometer transportbånd til en helt ny terminal i Abu Dhabi Lufthavn.
Ordren har en værdi af omkring 750-800 millioner krone, oplyser Crisplans økonomidirektør Mads Bach Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den nye ordre vil dog ikke få stor betydning for de danske arbejdspladser.
- Vi mangler at få ansat 20 ingeniører. Det har været vores mål hele året. Vores mål er ikke at udvide yderligere i Danmark. Derimod vil vi fremadrettet vokse i udlandet, hvor vi udfører opgaverne, siger økonomidirektør Mads Bach Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Crisplans opgave i lufthavnen i Abu Dhabi er at levere en bagagehåndteringsløsning, som kan håndtere op til 19.200 kufferter i timen.
Kufferterne skal fragtes rundt på individuelle bakker via 25 kilometer transportbånd.
Bagagebåndet i Abu Dhabis internationale lufthavn skal være færdig i 2016.