Kæmpekøkken skal lave 100.000 frikadeller til 2400 patienter
Der er snart rejsegilde for nyt køkken på Aarhus Universitetshospital
Et nyt og stort køkken på Aarhus Universitetshospital bliver snart fejret med et rejsegilde på hospitalet.
Køkkenet vil samle og afløse køkkenerne på Aarhus-hospitalerne i Risskov, Tage Hansens Gade og Nørrebrogade.
Det nye køkken i Skejby skal levere mad til cirka 2400 patienter og fire kantiner hver dag, og det har blandt andet eget bageri og slagteri, siger cheføkonoma Bente Sloth.
- Det er fantastisk, at vi nu får et nyt køkken med plads til eget bageri og kødopskæring. Det betyder, at vi kan lave maden helt fra bunden og få økonomien til at række til flere økologiske råvarer.
Læs også
Køkkenet bliver med sine cirka 4700 kvadratmedet blandt landets største.
- Rejsegildet på hospitalskøkkenet er en vigtig milepæl i byggeriet af Danmarks største hospital, der selvfølgelig skal have et køkken med plads til at lave sund mad til patienter, pårørende og ansatte, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
100.000 frikadeller om året
Hvert år skal køkkenet levere 1200 tons mad tilberedt i cirka tre millioner måltider. Køkkenets 140 medarbejderne kommer – rundt regnet - til at skrælle 250.000 gulerødder og stege 100.000 frikadeller om året.
- Mere økologi er et mål, så patienterne undgår tilsætningsstoffer som farve, konsistensregulatorer, aromaer og ikke mindst pesticidrester. Vi går meget op i at maden skal smage af det, den er lavet af, for så spiser patienterne mere, og det er vigtigt for restituering. Vi glæder os rigtigt meget, siger Bente Sloth.
Læs også
Køkkenet bygges af KPC for Region Midtjylland og ventes færdigt, så det kan tages i brug i november 2018.