Kæmpe rødder rykkede sig løs
Skov blev hårdt ramt efter stormen
Bunkevis af nedfaldne grene og væltede træer med kæmpe rodnet. Det var det syn, der ventede gæsterne i flere østjyske skove efter stormen i sidste uge.
I Bygholm Skov ved Horsens kan skovarbejderne se frem til flere måneders oprydningsarbejde.
Her er omkring 30 træer væltet omkuld. Særligt poplerne er blevet hårdt ramt, fordi deres rodnet kun når cirka halvanden meter ned i jorden.
Nogle af træerne er væltet inde i skoven, mens andre har lagt sig, så de blokerer stierne.
- Stierne er lukket der, hvor træerne blokerer og hvor det generelt er til fare for borgerne at bevæge sig, men vi arbejder på højtryk på at få ryddet op, så borgerne kan færdes frit igen, siger servicemedarbejder Leif Kaspersen i en pressemeddelelse.
Den voldsomme storm betyder, at Leif Kaspersen og hans kollegaer må på overarbejde weekenderne for at få ryddet veje og skovstier.
Kommunen forventer først, at der er ryddet helt op i februar måned. De væltede popler vil blive brugt som brænde eller flis.