Kæmpe øvelse i gang

Myndigheder skal arbejde sammen

Gennem hele onsdagen har borgere over hele regionen haft mulighed for at se kampklædte politimænd og køretøjer med fuld udrykning.

Bekymrede borgere har her til aften kontaktet TV 2 | ØSTJYLLAND, fordi de har undret sig over svævende helikoptere over deres villakvarterer i eksempelvis Hørning.

Men bare rolig, det hele er kun en øvelse.

Østjyllands Politi har nemlig gang i en kæmpe øvelse, som involverer flere hundrede mand fra både politi, brandvæsen, forsvaret og andre myndigheder.

Indtil engang onsdag nat er alle mand i gang med den såkaldte "reaktionsøvelse", som skal træne de forskellige myndigheder i at arbejde sammen, hvis samfundet skulle blive ramt af en større katastrofe som blandt andet terror.

 Det oplyser Østjyllands Politi her til aften.