Kæmpe narkosag skal gå om
Mandag starter ny retssag mod tre århusianske forretningsfolk. De er sigtet for at smugle over 250.000 ecstasy-tabletter.
I december 2007 blev tre århusianere frikendt for at smugle over 250.000 ecstasy-tabletter fra Amsterdam til Danmark og videre til U.S.A.
Dengang var anklagerens hovedvidner fire amerikanere, der havde tilstået og peget på de tre århusianere som medgerningsmænd. Det havde givet de fire amerikanere strafnedsættelse, som er almindelig i amerikansk retspraksis.
Der er det ikke i Danmark, og dommeren i Århus vurderede at amerikanerne ikke kunne bruges som vidner, og dermed smuldrede anklagerens sag.
Men Højesteret i København har ændret den afgørelse, så nu må vidnerne alligevel bruges. Derfor starter sagen forfra mandag ved retten i Århus.