Den kollektive trafik bløder i Aarhus - der mangler 50 millioner kroner

Aarhus Kommune i alvorlige økonomiske problemer i forhold til trafik.

Det ser sort ud for den kollektive trafik i Aarhus.

Der mangler 50 millioner kroner i pengekassen, når det gælder kollektiv trafik i Aarhus Kommune.

Det fremgår af en følgebeskrivelse til budgettet for 2020-2023 og skal ses i forhold til, at kommunen i 2018 havde et budget på 287 millioner kroner på området.

- Byrådet må finde en permanent løsning og give flere penge til offentlig transport. Alternativet er, at man skal skære på busruterne, og det ønsker jeg ikke, siger rådmand for teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V). 

Kommunen har skubbet en ubalance i forhold til indtægter og udgifter på billetsalg og Midttrafiks drift frem foran sig i mange år, lyder det fra rådmand Bünyamin Simsek.  

Læs også Sundhedsaftale sender den kollektive trafik til kommunerne

Letbane og busruter

Ifølge byrådsmedlem for Enhedslisten Keld Hvalsø skyldes underskuddet blandt andet omkostninger til Letbanen. 

- Men vi har også skullet bruge penge på at redde busruter, hvor Region Midtjylland har skåret ned. Vi har brugt mange penge på at sikre nogle af de busruter, siger Keld Hvalsø til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er udarbejdet en rapport, der kan belyse økonomien i den kollektive trafik i Aarhus, og Keld Hvalsø forventer, at rapporten giver svar på, hvorfor man ikke har overholdt budgettet.

Der er en økonomisk reserve til at udvikle den kollektive trafik, og den udvikling bliver svær, hvis vi skal tage af den for at dække underskuddet, lyder det fra Enhedslistens Keld Hvalsø.

Læs også Mand livsfarligt kvæstet ved voldsomt uheld: Motortrafikvej lukket i timevis

Lave forventninger

Det betyder dog ikke, at han er optimistisk i forhold til at finde flere penge til busserne. 

- Jeg har ret lave forventninger til, hvad der kan være af løsningsforslag. Vi har ikke så mange håndtag af dreje på for at få en holdbar løsning, og derfor kunne jeg godt frygte for serviceforringelser, siger Keld Hvalsø.

Læs også Kendt Hollywood-stjerne alvorligt skadet - aflyser besøg i Østjylland

Rådmand Bünyamin Simsek pointerer, at det kun bliver mere alvorligt, hvis man ikke gør noget ved problemstillingen,

- Hvis byrådet ikke afsætter flere penge, bliver alternativet, at vi få færre busser og færre afgange og det betyder, at færre vil bruge den kollektive transport, siger han.

TV2 ØSTJYLLAND har flere gange torsdag forsøgt at få Aarhus Kommune til at udlevere oplysninger om årsagen til underskuddet, men indtil videre uden held.

Læs også Så sker det endelig: Forsøg ved kaoskryds åbner