Kæmpe-edderkopper sluppet løs blandt gæsterne

- Det er en helt enestående chance for at stikke næsen hel hen til en edderkop, siger dyrepasser

03:15

Randers Regnskov har fået 18 nye hjulspindere. 14 hunner og fire hanner.

Randers Regnskov har fået nye fritgående beboere. 

- Vi har fået 18 store hjulspindere, siger Kristian Sørensen, der er dyrepasser i Randers Regnskov.

Der er tale om 14 hunner og 4 hanner.

Læs også Planer om kæmpe Nelson Mandela-museum i Randers droppet

- Vi havde primært bestilt hunner. De er størst, så dem er der mest gods i. Men det var godt, at vi også fik hanner, for så har vi mulighed for at lave unger, siger Kristian Sørensen.

Slangerne er på ferie

En hjulspinder er en edderkop. En ret stor en af slagsen.

 Her har man en enestående chancer for at stikke næsen helt hen til en edderkop.

Kristian Sørensen, dyrepasser, Randers regnskov

- Vi har fået dem ude fra Asien, hvor de lever frit, siger Kristian Sørensen.

Hjulspinderne er blevet sat fri i slangehallen, fordi slangerne er på 'ferie' om vinteren. Det har affødt flere hundrede kommentarer på Randers Regnskovs facebookside.

- Det har vi fået mange reaktioner på, fordi mange har fordomme eller ideer om edderkopper, siger Kristian Sørensen.

- Hjulspinderne kan lave spind, der er flere meter i diameter. Man mener, at dens spind er et af de kraftigste materialer i verden. Faktisk kraftigere end stål på samme tykkelse. Man har forsøgt at lave skudsikre veste, men man skulle bruge spind fra 30.000 edderkopper for at lave en vest, så det droppede man, siger Kristian Sørensen, der er dyrepasser i Randers Regnskov. 

Ufarlige for mennesker

Men ifølge ham spiller edderkopperne en meget vigtig rolle i hele økosystemet.

- Edderkopperne er med til at rydde op i bestanden af insekter, så vi ikke bliver fuldstændig overrendt af insekter, siger Kristian Sørensen.

Læs også Fugle-edderkopper kribler frem lige nu: Her lever de i Østjylland

Selv om hjulspinderne er store, er de helt ufarlige for mennesker.

- Jo tættere man kan komme på dyrene, jo federe er det. Og her har man en enestående chancer for at stikke næsen helt hen til en edderkop, siger Kristian Sørensen.

Hjulspinderne kan lave spind så store, at der kan gå mindre fugle og flagermus i dem.

Øverst kan du se hele indslaget om de 18 nye ottebenede beboere i Regnskovens slangehus