Kæmpe donation fra anonym giver redder østjysk festival

01:55

Silkeborg Country Festival stod til lukning efter en regnfuld omgang sidste år, men så kom en gavmild sjællandsk mand på banen

Hvert år omdannes dele af Silkeborg til et country-mekka med koncerter fra torsdag til lørdag aften og gæster fra nær og fjern.

Sådan har det været i over 30 år, men i år var arrangøren Jytte Jacobsen i store vanskeligheder, indtil en engel kom som sendt fra himlen.

Sidste års festival var nemlig langt fra så velbesøgt som tidligere grundet regnvejr, og folkene bag Silkeborg Country Festival stod pludselig med ubetalte regninger for 200.000 kroner. Men så skete der noget uventet.

Et hav af bands har optrådt på scenen til festivalen.  Foto: Øxenholt foto

- En af gæsterne sagde, at han gerne ville hjælpe os. Men den har jeg altså hørt mange gange. Gæster der om aftenen siger, at de vil give os penge i stedet for Kattens Værn, men så når det bliver lyst, kan de ikke finde pengene. Men ham her holdt sit ord, lød det lørdag fra Jytte Jacobsen på scenen til festivalen.

Den glade giver, der kommer fra Sjælland, ville betale regningerne under den betingelse, at han kunne forblive anonym.

Den glade giver betalte ikke bare, for at vi kunne lukke med ære. Han ville have en festival mere

Jytte Jacobsen, arrangør

- Men i bestyrelsen snakkede vi jo en del om ham, så derfor var det lettest lige at give ham et navn. Så vi kalder ham Richard som Kong Richard, den ædle ridder, fortalte Jytte Jacobsen.

Et nyt problem dukkede dog hurtigt op, for når regningerne kun ville blive betalt via den store donation, var der intet tilbage til at lave en festival i 2017.

Der har igen i år været gæster fra hele landet til Silkeborg Country Festival.  Foto: Øxenholt foto

- Det var vi nødt til at erkende, men den glade giver betalte ikke bare, for at vi kunne lukke med ære. Han ville have en festival mere, sagde Jytte Jacobsen fra scenen.

Derfor gik han med til at spæde til, så der også var en Silkeborg Country Festival i år.

- Han spurgte, hvad der skulle til, og så sagde jeg, at i de 30 år, der har været festival, har jeg aldrig kunne lavet den uden 200.000 kr. på kontoen. Så han gav 200.000 kr. mere, sagde arrangøren.

Læs også Cykelløb presset før start: 4000 stykker chokolade stjålet

Så i år er der også countryfestival i Silkeborg, og rent faktisk kommer den glade giver slet ikke til at opleve den.

Han skrev nemlig en mail til Jytte Jacobsen, hvor han beklageligvis måtte meddele, at han ikke nåede forbi i år. Men han ønskede alle en god festival.

Du kan se, hvordan det så ud på, da arrangøren fortalte hele historien på scenen og høre de højlydte klapsalver fra publikum, øverst i artiklen. Videoen er optaget af Øxenholt Foto. 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig