VIDEO: Kæmpe borerig ankommet til Grenaa

- Det betyder rigtig meget, at det er Mærsk, siger havnedirektør

01:05

Den store borerig Mærsk Inspirer ankom lørdag morgen til Grenaa Havn.

- Det er meget stort. Det er første gang, at en havn i Østjylland får en større borerig ind. Det er et nyt område for Grenaa Havn, så vi ser det helt klart som et gennembrud og en mulighed for flere lignende opgaver fremadrettet, siger Henrik Carstensen, direktør, Grenaa Havn A/S.

Læs også Kæmpe borerig kommer til Grenaa

Og så betyder noget, at det er Mærsk, der er tjekket ind i Grenaa.

- Det betyder rigtig meget, at det er Mærsk. Det er en af Danmarks største virksomheder, og de går ikke på kompromis med deres leverandører. Derfor er det en stor anerkendelse af Grenaa Havn. Vi har gode faciliteter på havnen, og vi har et netværk af virksomheder på Djursland, der har stor knowhow indenfor det område, siger Henrik Carstensen.

Opgaven med at vedligeholde den store borerig kommer også til at betyde nye arbejdspladser til området.

Læs også Julemanden ankom med skib på havnen i Aarhus

- Det betyder rigtig meget for Norddjurs Kommune. Det er arbejdspladser til elektrikere og smede osv. Men det giver også masser af arbejde til hotelbranchen og restaurationer. Der er 60 mand ombord, som bliver her de næste par måneder, siger Henrik Carstensen.

Boreriggen står på tre, 205 meter høje ben og vejer 24.500 tons. I operation er der plads til 120 personer ombord. Det har krævet tre, store slæbebåde at trække Mærsk Inspirer hele vejen fra Volve-feltet ud for Norges vestkyst. 

Selve vedligeholdelsen er offshore-virksomheden Safe Ocean Service fra Hirtshals hovedentreprenør på. Arbejdet består primært i at rense og rustbeskytte boreriggens olieproduktionsanlæg.