Kæmpe boksetalent vil have Randers som hjemmebane

Det er i år 40 år siden, at Jørgen "Gamle" Hansen genvandt sin tabte EM-titel i Randers-hallen. Det markeres med stort boksestævne.

01:46

Enock Poulsen er et af Danmarks allerstørste boksetalenter og har vundet alle sine 9 kampe som professionel. I aften kan han blive EU-mester i Randers. På længere sigt drømmer han om at blive verdensmester og få Randers som sin hjemmebane lige som Jørgen "Gamle" Hansen havde det i sin tid.

Der var engang, hvor Randers var kendt som en bokse-by, og i år er det 40 år siden, at legenden Jørgen "Gamle" Hansen - netop i Randers - genvandt sit europamesterskab.

Jørgen 'Gamle' Hansen er en tidligere bokser, som boksede 92 kampe - med 78 sejre og 14 nederlag - i perioden 1971-1982. Han boksede 13 kampe om titlen som europamester i weltervægt - og 8 gange vandt han titlen. Foto: Asger Sessingø

Her til aften danner Randers så igen rammen om et boksebrag, når Aarhus-bokseren Enock Poulsen skal forsøge at gøre den gamle mester kunsten efter.

Det vil jo betyde alt. Det er jo det, jeg har trænet for, siden jeg begyndte at bokse som 10-årig.

Enock Poulsen, professionel bokser

- Det vil jo betyde alt. Det er jo det, jeg har trænet for, siden jeg begyndte at bokse som 10-årig, siger Enock Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er kampen om EU-titlen i super-letvægt, som han her til aften skal kæmpe om.

- Jeg skal møde en polak. Han er stærk, pågående, går fremad hele tiden, siger han.

Læs også Bodilpris til birolle i film om aarhusiansk bokselegende

Var med i film

I alt skal 12 boksere i ringen i aften ved stævnet, som er kaldt:  Jørgen ”Gamle” Hansen memorial, og at det foregår i Randers er bestemt ikke tilfældigt

I år er det nemlig 40 år siden, at Jørgen ”Gamle” Hansen leverede et sensationelt comeback og generobrede sin tabte EM-titel mod Dave Green i netop Arena Randers.

Jørgen "Gamle" Hansen døde i 2018 efter flere års sygdom.

Jørgen ”gamle” Hansens karriere blev senere til en spillefilm, og den var Enock Poulsen med i. Men før det var han udmærket klar over, hvem Jørgen "Gamle" Hansen var.

- Han er jo en af de bedste danske boksere nogensinde, så selvfølgelig kender jeg historien. Jeg tror, han havde 13 ubesejrede sejre i Randers-hallen, så jeg håber da, at jeg kan gøre kunsten efter og gøre Randers til min hjemmebane også.

Enock Poulsen går i ringen omkring klokken 22 i aften. Også titelbokseren Jeppe Morell deltager.

Randers-kamp var højdepunktet

Jørgen Hansen døde i marts sidste år.

Dengang sagde boksepromotor Mogens Palle til Ritzau, at kampen i Randers var et af højdepunkterne i Jørgen "Gamle" Hansens karriere. 

Læs også Aarhusiansk bokselegende er død

- Højdepunktet var nok sejren over Dave "Boy" Green, hvor de danske journalister ellers havde skrevet, at kampen ville blive Jørgens død.

- Greens promoter på det tidspunkt, Mickey Duff, var også højrøvet og sagde, at Jørgen ville nok holde en seks-syv omgange, men der gjorde han alles ord til skamme, sagde Mogens Palle ifølge Ritzau. 

Jørgen Hansen var 39 år, da han lagde boksehandskerne på hylden og trådte ud af ringen, hvilket i karrierens senere år gav ham tilnavnet "Gamle".