Kæmpe AGF-triumf i debut

Superliga-debuten endte lykkeligt for AGF, der fik en overraskende sejr over Brøndby IF

Foto: Ole Nielsen

Aarhus summede af fodboldstemning, og der var masser af mennesker på Ceres Park, da AGF søndag aften gjorde comeback i Superligaen mod Brøndby IF.

Og hvilket comeback det blev med en 2-1-sejr.

De undertippede oprykkere gik friskt til kampen og virkede som om, at de ville det mere end gæsterne fra Brøndby. Det gav bonus allerede efter otte minutter.

Mate Vatsadze, der blandt AGF-fans går under navnet 'Bødlen fra Tbilisi', var på pletten efter en lang bold, som han tog flot ned og sparkede fladt ind.

Det lignede, at det var en stilling, der skulle holde til pausen, men i stedet blev Brøndby IF lukket tilbage i kampen efter en sjælden fejl fra fanfavoritten Jens Jønsson.

Se: Wieghorst stolt af sit hold

Jønsson ville heade bolden tilbage til sin målmand, men der var en Brøndby-mand imellem, som lagde bolden til rette for Teemu Pukki, der kunne sparke udligningen ind.

Efter en vaklende start på anden halvleg fra begge hold var 'Bødlen fra Tbilisi' igen iskold, da han fik chancen på en løs bold.

I overtiden var der kæmpe dramatik, da Brøndby IF fik et mål annulleret for offside i en situation, hvor der var total panik og klumpspil i AGF's felt.

Men det endte 2-1 til AGF og en optimal start på livet som Superliga-klub er en realitet.