Kæledyr stjæles
Mistede sin fire måneder gamle hundehvalp
Østjyske kæledyr er i stigende omfang blevet et mål for kriminelle.
Især de mere sjældne dyr kan ifølge politiet omsættes til hurtige penge på det illegale marked.
Bente Pedersen fra Hadsten er en af de østjyder, der har haft besøg af tyve med en forkærlighed for andre folks kæledyr.
Onsdag i denne uge fik hun stjålet sin godt fire måneder gamle chihuahua-hvalp, Diva, mens den befandt sig i hendes forhave.
- Jeg er ked af det og vred. Og uforstående, siger Bente Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er levende væsener
Østjyllands Politi bekræfter, at der er stadig flere henvendelser om stjålne kæledyr. Alene den seneste uge har politiet modtaget to anmeldelser om stjålne hunde.
Derfor advarer Dansk Kennelklub nu hundeejerne mod tyverierne, som de mener sker af økonomiske årsager.
- Det er et spørgsmål om kroner og ører, hvilket er ganske sørgeligt. For det er altså ikke en ting. Det er levende væsener, vi har med at gøre, siger kredsformand for Dansk Kennel Klub Inga Bonnez til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i videoen øverst på siden.