K-formand på skolebænken
Søren Pape på charmeoffensiv i Silkeborg
Klokken ringer ind som så mange gange før på Sølystskolen i Silkeborg. Men i dag er der en ny midlertidig elev på skolebænken.
De Konservatives nyligt tiltrådte formand, Søren Pape, var i skole for at se, hvordan den nyligt indrullede folkeskolereform fungerer i praksis.
- Elevernes indgang til reformen er meget positiv. De vil gerne lære, udforske og røre sig. Det er jo dejligt at se, at børn er glade for at gå i skole, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Partiformanden er på tur rundt i landet for at se reformen i sin fulde udstrækning, fordi det er et af partiets mærkesager. På Sølystskolen fik Søren Pape også, hvad han kom efter.
- Her ser vi jo et godt eksempel på, hvordan man kan have to-sprogselever, specialelever, eliteidrætselever og almindelige folkeskolelever sammen med gode resultater.
Se også: Motion i skoleskemaet
For formanden var der dog også et andet formål med besøget, nemlig at tage temperaturen på den måde lektiecaféerne bliver brugt i den nye reform.
Debatten om lektiecaféerne har været intens over hele landet, da reformen har lagt op til en frivillig lektiecafé, men realiteten har været en anden. Mange skoler har nemlig valgt at lægge caféerne på tidspunkter, hvor eleverne ikke kan nå hjem, så frivilligheden fjernes.
Det var blandt andet den problematik Søren Pape er på rundtur for at gøre op med.
- Hvis vi får lov at bestemme, så vil lektiecaféen være et frivilligt tilbud, som man ikke bliver tvunget ud i, så man ikke har tid til fritidsaktiviteter, fortæller Søren Pape.
Se en kort video med Søren Papes besøg over artiklen.