Jyske forstærkninger til Pytlick

Under GF World Cup skulle det gerne vise sig, at mange af spillerne kender hinanden fra klubhverdagen. FC Midtjylland og Randers har hver fem spillere med.

Helt aktuelt er der både fem spillere fra FC Midtjylland og fem spillere fra Randers HK med i den trup, som landstræner Jan Pytlick har samlet i forbindelse med EM-forberedelsesturneringen GF World Cup, der spilles i Århus i denne uge.

- Jeg ser det klart som en positiv tendens. Det ville være uheldigt, hvis der var alt for mange landsholdsspillere på samme hold, som kunne blokere for hinandens spilletid, men sådan er billedet jo ikke lige nu. Jeg håber og regner med, at vi på landsholdet får stor glæde af, at spillerne kender hinanden i det daglige, siger Pytlick.

Med syv spillere på banen ad gangen er det ikke umuligt, at Jan Pytlick teoretisk ville kunne stille med en ren Midtjylland- eller Randers-kæde engang i fremtiden. Det bliver imidlertid ikke ved GF World Cup.

- Men vi skulle gerne se noget af gevinsten allerede i denne uge. Jeg forventer da blandt andet at se det gode samarbejde mellem Trine Troelsen og Gitte Aaen i FC Midtjylland fortsætte, siger Jan Pytlick, som ud over det naturlige samspil mellem flere af Randers HK-spillerne også nævner samarbejdet mellem Pernille Larsen og Kamilla Kristensen i HC Odense som noget, landsholdet ikke behøver bruge krudt på at indarbejde.