- Jyske Bank har skadet sit image
Sådan lyder det fra Forbrugerrådets direktør
Jyske Banks ageren i sagen om de 1100 investorer, der har tabt 800 millioner på højrisikoinvesteringer, får hårdt kritik af direktør i Forbrugerrådet Rasmus Kjeldahl.
- Jyske Bank har været usædvanlig genstridig og brugt alle mulige juridiske krumspring over for investorerne. Banken har hele vejen igennem lagt snubletråde ud for at blive fri for et erstatningskrav, siger Rasmus Kjeldahl.
Det var gruppesøgsmålet, der fik Jyske Bank i knæ og fik banken til at indgå forlig efter fire års tovtrækkeri med kunderne, vurderer han.
- Banken kunne ikke håndtere 1100 investorer, der havde større juridiske ressourcer, end man kan have som enkeltperson.
Jeg har fuld forståelse for, at investorer vælger at lukke sagen, det er dog kun en mindre del af de investorer, der havde købt produktet, siger Rasmus Kjeldahl.
Ingen dom i dagen
Forliget betyder, at den sag ikke rejses ved domstolene.
- Det betyder, at vi ikke får en dom i sagen, der kan konfirmere Pengeinstitutankenævnets praksis, siger Rasmus Kjeldahl.
Direktøren ser Jyske Banks forlig som et forsøg på at lukke sagen og komme videre, fordi den har skadet Jyske Banks image.
- På mange måder havde Jyske Bank et renommé, der var anderledes kundeorienteret. Men i den her sag har den bragt sig selv i kløerne på juridiske krumspring. Det har sat bankens renommé over styr, siger Rasmus Kjeldahl.
Kunde: Tag dig i agt!
Han peger på, at Jyske Bank ikke har været alene om ikke at ville følge Pengeinstitutankenævnets kendelser.
- Vi har set eksempler på, at andre banker i stedet har trukket deres kunder igennem en langvarig retssag. Og det er vi ret bekymrede over, siger Rasmus Kjeldahl og påpeger, at bankkunder skal tage sig agt:
En bankrådgiver er først og fremmest sælger, der skal gavne bankens bundlinje.
- Bankrådgivere er først og fremmest ansat til at skaffe banken indtægter. Det kan man gå ud fra. Men der findes også gode rådgivere - dem er der heldigvis nogle stykker af, siger Rasmus Kjeldahl.