Jysk vil åbne 140 nye butikker
Jysk med hovedsæde i Brabrand går imod strømmen i krisetiderne og åbner i år et rekordstort antal nye butikker.
Jysk går direkte mod strømmen. Mens stribevis af virksomheder skærer ned og fyrer medarbejdere, udnytter sengetøjskoncernen nedturen til at satse mere end nogensinde, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Selskabet åbner i år et rekordstort antal butikker, og samtidig indvies to nye kæmpestore centrallagre. I stedet for fyringsrunder flyttes medarbejdere til nye projekter, så koncernen er parat til vækst, når udviklingen vender.
- Vi træder ikke på bremsen. Tværtimod speeder vi op. Afmatningen frigør ressourcer, som Jysk kan bruge andre steder. Det giver mulighed for at åbne flere butikker, og det vil vi gøre, siger Lars Larsen, der ejer Jysk.
Dynekongen oplyser, at der i år vil blive åbnet op mod 140 butikker, og det er flere end oprindelig planlagt. Blandt årsagerne er, at det nu er lettere at skaffe de rigtige medarbejdere. S
Samtidig er det nemmere og billigere at finde nye butikker.
- Vi har gode menneskelige ressourcer i Jysk. Det vil være dumt at lade dem gå til spilde, fordi salget viger i de nordiske lande. I stedet kan vi bruge kræfterne andre steder, siger Lars Larsen.
I dag åbner Jysk de første butikker i Kroatien, og i næste uge rejser Lars Larsen til Italien og Spanien for at markere åbningen af nye forretninger i disse lande. Det sker, netop som Jysk har 30 års jubilæum, da den første butik åbnede på Silkeborgvej i Århus for tre årtier siden.
Allerede i juni åbner butik nummer 1.500 i koncernen, som er til stede i 32 lande. Målet er en fordobling i løbet af 10 år.
Jysk spenderer omkring 300 mio. kr. i åbning af nye butikker i løbet af året. Mange af dem åbnes på såkaldte modne markeder, hvor det kan tage adskillige år, før investeringen begynder at give afkast. Lars Larsen er indstillet på, at der i nogle lande kan gå op mod 10 år, før der er overskud.