JYSK omsatte for knap 22 milliarder
JYSK leverer rekordresultat
Den Lars Larsen ejede JYSK GROUP har mandag præsenteret årsregnskab, og det viser en omsætning på knap 22 milliarder kroner og et overskud før skat på 2,8 milliarder kroner.
Der er sket meget, siden Silkeborg-manden Lars Larsen åbnede den første JYSK-butik i Aarhus tilbage i 1979.
Regnskabet viser, at omsætningen er steget med seks procent og lander på 21,931 milliarder kroner, hvilket er en ny rekord. Resultatet før skat blev på 2,882 milliarder kroner, hvilket er en stigning på tre millioner kroner - eller 0,1 procent - i forhold til regnskabsåret 2013/2015.
Ejer og bestyrelsesformand Lars Larsen betegner i en pressemeddelelse resultatet som tilfredsstillende:
- Målet har altid været, at JYSK skal være en større og mere profitabel virksomhed. Den øgede omsætning og indtjening vidner om, at vi igen i år har gjort det godt og nået nye milepæle i udviklingen af JYSK GROUP. Vi er dog langtfra i mål, og der skal fremover åbnes masser af JYSK butikker i hele verden. Samtidig vil vi fortsætte med at styrke og udvide vores online forretning, så vi også på den platform er til stede i alle de lande, hvor JYSK har butikker, siger Lars Larsen.
Lars Larsen bliver hovedsponsor for Red Barnet
Mere end 2.300 butikker
JYSK GROUP har mere end 2.300 butikker fordelt på 41 forskellige lande og beskæftiger 20.000 medarbejdere. I Tyskland og Østrig er navnet Dänisches Bettenlager, mens det i resten af verden er JYSK.
- Uden vores kunder og dygtige medarbejdere ville der jo ikke være noget JYSK, så de bærer en stor del af æren for resultatet. Derfor er jeg også glad for at kunne sige, at størstedelen af overskuddet igen i år bliver investeret i JYSK. Blandt andet skal der investeres over en milliard kroner i lagre i Tyskland, Danmark og Bulgarien, så vi fortsat kan følge med efterspørgslen. Udvidelsen af lageret i Uldum ved Horsens betyder samtidig, at det igen bliver det største og mest moderne lager i Nordeuropa, siger Lars Larsen.
Udover JYSK GROUP ejer Lars Larsen blandt andet også møbelkæderne boliga.com, ILVA og IDEmødbler.