Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør stopper

Jyllands-Postens mangeårige chefredaktør, Jørn Mikkelsen, går af. Han vil tilbage til redaktionelt arbejde

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Jørn Mikkelsen overrakte i 2010 Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris til den verdenskendte hollandske forfatter og debattør Ayaan Hirsi Ali. Foto: Jens Astrup - Scanpix

Foto: Axel Schütt - Scanpix

1 af 3

Efter otte år på posten stopper Jørn Mikkelsen som ansvarshavende chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Beslutningen om at stoppe som øverste leder af den landsdækkende aarhusianske avis kommer midt i en turbulent periode for JP/Politikens Hus. Koncernen har gennemgået flere besparelser og senest en større fyringsrunde.

Læs også Årets pressefotograf: Første jyde i 25 år

- Efter nu flere år med et stærkt fokus på økonomi, organisation og strategi føler jeg et behov for at vende tilbage til de journalistiske rødder og hellige mig det rene, redaktionelle indhold igen, skriver Jørn Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Jørn Mikkelsen har siddet i chefredaktionen i 14 år, heraf altså de otte som ansvarshavende chefredaktør. Af pressemeddelelsen fremgår det, at Jørn Mikkelsen vil tage orlov i en periode, indtil det bliver afklaret, hvad hans rolle på Jyllands-Posten skal være fremover. 

Læs også JP/Politikens Hus køber Børsen

- Siden Jørn Mikkelsen begyndte på Jyllands-Posten i 1994, har han sat sit umiskendelige præg på avisen. Som chefredaktør har Jørn Mikkelsen på imponerende vis båret Jyllands-Posten igennem en af de mest udfordrende perioder i avisens historie, skriver administrerende direktør for JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov.

Jørn Mikkelsen

Fødested:
Sønderborg, 1956

Uddannelse:
Cand.phil. i historie, Aarhus Universitet (1979), journalist fra Danmarks Journalisthøjskole (1983)

Karriere:
2008-2016: Ansvarshavende chefredaktør, Jyllands-Posten
2002-08: Journalistisk chefredaktør, Jyllands-Posten
1997-02: Ledende redaktionschef, Jyllands-Posten
1996-97 Udlandsredaktør, Jyllands-Posten
1994-96: Korrespondent i Tyskland, Jyllands-Posten
1991-1994: Korrespondent i Tyskland, Berlingske
1983-91: Journalist, Berlingske Tidende

Kilde: Jyllands-Posten