Jyllands-Posten evakueret
300 ansatte på Jyllands-Postens hovedredaktion i Århus måtte tirsdag forlade avisen på grund af bombefrygt.
Jyllands-Postens bladhus i Århus og redaktionen i København måtte tirsdag eftermiddag evakueres, da der ved 17-tiden på engelsk blev indtelefoneret en bombetrussel mod bladhuset.
Gerningsmanden advarede om, at avisen ville blive sprænt i luften - sandsynligvis, fordi avisen har trykt tegninger af muslimernes profet, Muhammed.
På hovedredaktionen i Århus reagerede man straks med at beordre alle 300 ansatte ud af bygningen med det samme. Medarbejderne blev derefter kørt væk i Århus Sporvejes busser, som kørte dem til en nærliggende kirke.
Samtidig gik politiet i gang med at tilkalde bombeeksperter og bombehunde, der skulle undersøge det store bladhus for sprængstoffer.
Politiet har nu givet lov til, at de ansatte på Jyllands-Posten i Århus kan vende tilbage til bladhuset, efter at politiets bombehunde har konstateret, at der ikke er nogen bomber i huset.